Fotografen - Street Photography
![]() |
| En café uden for mit kontor, med de samme tre personer, der sidder der hver morgen, når jeg ankommer. |
Jeg nævnte at jeg ville tale om min fotografi. Med det tænker jeg primært på hvad jeg tager billeder af, hvordan jeg tager billeder og hvorfor jeg gør hvad jeg gør, og mindre på udstyr jeg bruger mm. Jeg vil sikkert tale om det sidste også, for jeg er en nørd, når det kommer til den slags.
Når jeg kalder mig selv for fotograf, er det primært som amatør eller hobbyist. Jeg har haft betalte jobs, men det er ikke noget jeg lever af, selvom håbet om at det bliver muligt, selvfølgelig er der. Fotografering er noget jeg føler stærkt for, en måde at udtrykke mig, som jeg ikke var bekendt med tidligere, som jeg ikke viste, at jeg havde i mig.
![]() |
| En mand ved en lottobod. Disse boder er over alt i de større byer, med deres løfter om miraklet der aldrig sker. |
Det sidste års tid har jeg primært fokuseret på street photography, gadefotografi (?). Det lyder ikke godt på dansk, så jeg foretrækker det engelske.
Street photography er, som navnet siger, fotografering af livet på gaden. Der er ingen endelig definition af det, nogle definerer det meget snævert til kun at omfatte en særlig type billeder, inden for en vis brændvidde af objektiver, der typisk er i den bredere ende (20mm til 35mm), mens andre definerer det mere bredt, til bare at omhandle alt, hvad der foregår på gaden. Jeg hører til de sidste.
Endvidere er der, i min opfattelse, to stilarter indenfor street photography. En mere dokumentarisk og en mere kunstnerisk stilart. Den første viser gaden som den er, mens den anden forsøger at skabe et kunstnerisk udtryk af gaden, som fotografen gerne vil vise den.
Personligt ligger min stil mere i det dokumentariske, hvor jeg forsøger at fange det "afgørende øjeblik" (the decisive moment). Jeg benytter mig typisk af længere brændvidder, så jeg kan holde mig på afstand af det fotograferede. Da jeg har en baggrund i antropologi og sociologi, forsøger jeg at observere på afstand, for ikke at påvirke det observerede. Jeg foretrækker at øjeblikket er uforstyrret og udspiller sig uden min deltagelse. Andre fotografer har det omvendt, de søger at kaste sig ind i fotograferingen, at være en aktiv deltager i selve øjeblikket. Se f.eks. Bruce Gilden for et godt eksempel på dette. Jeg er ikke altid passiv dog, til tider bliver jeg spottet, hvilket skaber en anden interessant dynamik. Især de øjeblikke, hvor mit objektiv fanger den fotograferedes øjne, lige inden det går op for dem, at de bliver fotograferet. Det er smukt, rent, en fuldent spontan kontakt mellem observatør og observeret.
![]() |
| To soldater på vej fra et eller andet sted, til et andet lige så ubekendt sted. Hun kiggede over sin skulder, lige i det øjeblik jeg tog billedet. |
Jeg forsøger ikke at sige, at min tilgang er den rigtige. Det er bare min tilgang. Jeg elsker at observere gadelivet, at se mennesker mødes og relatere til hinanden. Hændelser der forekommer i et øjeblik, der kan foreviges.
Jeg kan skrive meget mere om det, men jeg vil i stedet lade mine billeder tale, så jeg håber du vil nyde dem:
![]() |
| En fisker ved havnen i Jaffa med Tel Avivs højhuse i baggrunden. De længere brændvidder på et telefoto-objektiv, skaber en hel særlig dynamik mellem det fotograferede og baggrunden. |
![]() |
| En palæstinsisk kvinde, der bærer sit indkøb hjem. |














Kommentarer
Send en kommentar