Religion bag tremmer.

Jeg tog dette billede af Skt. Anthony-kirken i Jaffa sidste år. Kirken var lukket, da jeg kom forbi, så der var naturligvis ingen adgang. Men følelsen af noget aflukket, af noget, som jeg ikke var tilladt adgang til, var interessant. Ikke fordi jeg ikke er vant til det hernede, men det var hele stemningen og fornemmelsen i dette specifikke øjeblik, der satte sig og præger hvordan jeg relaterer til billedet.

Det fik mig til at tænke over religionens rolle hernede. Religion er dominerende. Hvad enten du er jøde, kristen, muslim eller druser, spiller religionen en afgørende rolle. Om du vil det eller ej.

Det mest oplagte er i forhold til de religiøse domstole, der afgører spørgsmål om identitet, dvs. om du er født som det ene eller det andet, om du kan giftes med den eller den person, mm. Israel overtog ottomanernes Millet-system fra briterne, hvilket er et retssystem der refererer til dit religiøse tilhørsforhold. Hvis du er jøde, vil du blive dømt af jødiske domstole i henhold til jødisk religiøs lov, er du kristen vil du blive dømt af kristne domstole i henhold til kristen lov og så videre. I dag er dette begrænset til identitetspørgsmål, så indflydelsen er begrænset, men stadig dominerende på afgørende områder.

Men det er ikke kun i forhold til hvis du vil gifte dig med en person, af en anden religiøse observans eller baggrund, eller ej. Det er også religionens rolle i samfundet som en del af kulturen. Det gennemsyrer sproget, arbejdsforhold, politiske diskussioner, mm. I Israel går arbejdsugen fra søndag til torsdag (og for manges vedkommende også til fredag), fremfor fra mandag til fredag. Lørdagen er hviledagen for jøder og for det officielle Israel. Der er ingen busser eller anden offentlig transport om lørdagen, undtaget særlige steder.

Jeg oplever religion på et helt andet niveau her, end jeg gjorde det i Danmark. Jeg forstår langt bedre nødvendigheden af det sekulære samfund, hvor alle har mulighed for at indrette deres liv som de ønsker det, end jeg gjorde før. Religionen bør i visse omfang sættes bag tremmer. Ikke for at forhindre folk i at leve i henhold til deres religiøse overbevisning, men for at forhindre religionen fra at forhindre andre i at leve deres liv, som de ønsker at leve det.

Det er meget kort beskrevet her og jeg vil helt sikkert komme mere ind på emnet senere. Men jeg faldt over billedet i dag og ville dele det med jer, sammen med de tanker jeg ofte forbinder med det. Religion kan være godt, men det skal være et valg, ikke noget der påtvinges andre.

Kommentarer

Populære opslag